(Manglende) Evidens af klinisk IT: blogindlæg 1 om evidens

Efterårets første tema vil omhandle evidens i sundhedssektoren og specifikt indenfor klinisk IT. Som jeg tidligere har skrevet, så ikke nok med, at IT projekter som oftest ikke har fokus på, at høste de gevinster som er beskrevet i en eventuelt business case, så er evidensen for de implementerede løsningers effekt nærmest ikke eksisterende. Klinisk IT er en del af sundhedsvæsnet og en hurtig søgning på sundhedsstyrelsen giver da også 336 hits omhandlende evidens. På OUHs egen hjemmeside kan man læse om en tværgående retningslinje angående evidens, hvor man skriver:

Formålet med retningslinjen er, at sikre ensartet høj faglig kvalitet i behandlingen af patienter på baggrund af den til enhver tid gældende evidens. 

Men hvad er denne evidens.? Det er en form for sandhedsbegreb, hvor patientbehandling undersøgelser, pleje og lignende kliniske praksisser, baseres på en objektiv akademisk viden om, hvad der er korrekt og hvad der er mindre korrekt at gøre i en given situation.

Evidensbaseret medicin (EBM) er en bestemt form for klinisk beslutningsproces – altså en måde at praktisere på som læge, klinisk biomekaniker, sygeplejerske etc. når man undersøger og/eller behandler patienter, når man giver en prognose for et sygdomsforløb samt i sygdomsforebyggende arbejde (Pedersen et al. Hvad er evidens baseret medicin? Ugeskr Læger 2001;163(27):3769

Evidensbaseret medicin kan defineres som en systematisk og afvejet brug af den bedste foreliggende evidens i udredning og behandling af den enkelte patient. EBM sammenfatter evidens fra den kliniske forskning med klinikerens erfaring og patientens forudsætninger. (Inger Bak Andersen et.al, evidensbaseret medicin, 3 udgave 2010)

Her har vi altså med en praksis at gøre, hvor en behandler bevidst træffer beslutning på baggrund af den bedste evidens om virkningen. Men hvad sker der så, når den leverede sundhedsydelse medieres gennem teknologi? Vi flytter behandling af dialysepatienter til eget hjem, indfører systemer til klinisk logistik, overvåger patienter med hjerteproblemer 24/7, via en slags elektroder eller bare indfører elektroniske patientjournaler, der gør nye arbejdsmetoder og processer mulige? Teknologien udfordrer, støtter og muliggør nye måder at levere sundhedsydelser på – men er der evidens herfor? Ved vi hvad der sker med behandlingen?, den kliniske proces? og er denne stadig en del af den evidensbaserede medicin som Pedersen et al. beskriver det herover? Det synes jeg er uklart, og jeg undres over, at ikke flere klinikere kræver evidens for de løsninger som introduceres nationalt, regionalt og lokalt. 

Så mit første blogindlæg om evidens har et formål. Nemlig at jeg undres.

Hvordan kan vi acceptere, i et evidensbaseret sundhedsvæsen, at der implementeres digitale løsninger til milliarder, der (potentielt) kan ændre den måde man udøver klinisk praksis på UDEN at der er evidens herfor.? Måske fordi teknologierne ikke afgørende ændrer sundhedsydelsen – strøm til papir populært sagt. 

Sundhedsydelsen forbliver dermed den samme, men så er det til gengæld sikkert, at de effekter og værdi beskrevet i businesscasen nok heller aldrig materialiserer sig. Alt forbliver det samme, men nu med dyr IT som koster tid, penge og ressourcer at bruge og vedligeholde. 

Kun ved at ændre arbejdsgange, organisering, kliniske processer og sundhedsbehandling via IT vil gevinsterne kunne høstes – og hvis dette sker, så er det ikke for meget forlangt, at det følges op med undersøgelser af evidensen herfor.