mandag den 19. november 2012

Digital understøttelse af logistik på Nyt OUH



Den digitale understøttelse af logistik på Nyt OUH, er måske nok den største og mest komplekse digitale opgave som vi står overfor i det nye hospitalsbyggeri. Dermed er den også den mest risiko fyldte og arbejdet igangsættes derfor nu. Måles er integreret, sammenhængende og intuitivt logistik på OUH – den digitale understøttelse af dette, er en forudsætning for at Nyt OUH kan fungere som det er tiltænkt.

Logistikkonceptet på Nyt OUH er særdeles innovativt. Der beskrives løsninger indenfor logistik, hvor hver afdeling ikke er i besiddelse af decentrale depoter, men varer fragtes til og fra afdelingen efter et Just in time princip. Dette sker via en række transportformer eksempelvis AGV, rørpost og miniload systemer.

En effektiv Logistik på Nyt OUH giver:

  1. Mindre manuelt arbejde til ‘de varme hænder’ og dermed mere patienttid.
  2. Færre antal varer, der leveres til afdelingerne
  3. Flere leverancer direkte til anvendelsessted
  4. Minimering af depotstørrelser og dermed mere plads til kliniske rum og funktioner
  5. Formindskelse af spild som følge af forældelse/for lavt flow
  6. Korte gangafstande og arbejdsgange for hospitalspersonalet


For at logistik koncepterne på Nyt OUH kan fungere, skal de understøttes digitalt. Det skal understreges i den forbindelse, at opgaven med at binde digitale systemer sammen i et integreret netværk således, at logistikken på Nyt OUH fremstår homogent og som ét samlet system, er en ekstrem stor opgave. Arbejdet med at konkretisere, analysere, beskrive, gennemføre, teste og i sidste ende implementere den digitale understøttelse igangsættes derfor allerede nu. Arbejdet vil ligeledes afdække system mangler på det eksisterende OUH, samt kunne bidrage med krav til nyt udstyr der indkøbes allerede i dag. Dette kunne være krav om, at nyt udstyr kan kommunikere efter specifikke standarder eller understøtte specifikke integrationsteknologier som eksempelvis webservices.

I dag er mængden af digitale systemer på OUH ret omfattende, og bestillingssystemer er forskellige på tværs af afdelinger. Herudover er der sjældent skabt integration mellem disse systemer. Så opgaven starter med, at afdække hvorledes og på hvilke præmisser, man digitalt vil understøtte den logistik der er knyttet op til varer fra en enkelt afdeling. Det betyder sandsynligvis, at vi bør iværksætte en konsolidering af it systemerne på OUH ift bestilling, lagerstyring etc. Herefter vil opgaven med at knytte disse systemer sammen med det kommende logistiksystem på Nyt OUH være mindre, da mængden af digitale systemer vil være færre. Det har desuden den fordel, at klinikerne skal orientere sig i færre systemer, når der skal bestilles varer eller ydelser i fremtiden.

Opgaven er vildt spændende og som ansvarlig, glæder jeg mig meget til for alvor at komme i gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar