mandag den 14. oktober 2013

Sporing af udstyr, medarbejdere og patienter - teknologien gør det muligt - men hvordan vil vi bruge den?

Sporing, Tracking eller Real Time Location System (RTLS) er et vækstområde indenfor sundhedsvæsnet.At vide hvor et stykke udstyr er, om det er i brug og hvor meget man har er overordentlig relevant information i en klinisk situation. Med et fuldt automatiseret logistiksystem på Nyt OUH er sporing en forudsætning og man skal derfor i gang med at beskrive, designe, pilotteste, indføre og evaluere kommende sporingsteknologier. Dette i samarbejde med OUH og vores Region og sandsynligvis andre regioner. Region Midt er længst fremme og de har indgået en rammeaftale om et sporbarhedssystem.

Sporing var derfor grunden til jeg tog til USA og besøgte Veterans administration og det konsortium som leverer digitale logistik understøttelse. Digital logistik handler om, at levere en række systemer der kan understøtte den fysiske logistik i form af miniload, AGV samt rørpost. Herunder hvorledes varer bestilles, spores, genbestilles og optimeres. Sporing er en central del af dette setup og jeg vil derfor skrive lidt om det i kommende indlæg.

Jeg vil lige nævne, at sporingsteknologierne er her, de er implementeret rundt i verden. Så det er ikke et spørgsmål om vi vil bruge teknologien, men mere et klinisk, moralsk eller værdimæssigt funderet spørgsmål om hvordan vi vil bruge dem.

Ifølge RFID healthcare consortium[1] i USA er de ti vigtigste brugsmønstre i forhold til sporing følgende:
  1. Sporing af mobile aktiver / aktivers tilgængelighed (Tracking mobile assets / asset availability)
  2. Patientflow / forbedret facilitetsanvendelse (Patient Flow / improved facility utilization)
  3. Ansattes tilgængelighed / Ansatte under tvang (Staff availability)
  4. Logistikkædestyring / tilgængelighed af kritiske enheder (Supply chain management / critical item availability)
  5. Sterilbehandling (Sterile Processing)
  6. Forbedret hygiejne / infektionskontrol (Improved Hygiene / infection control)
  7. Temperaturmonitorering (Temperature Monitoring)
  8. Kobling af Mor og barn/flugt (Mother and Child pairing / elopement)
  9. Business Intelligence
  10. Support af kvalitetssystemer (Quality Systems support)
Dette er de områder som der er erfaring med i USA at spore, og hvor man har dokumenterede resultater på effektivitet, kvalitet, optimering, patientsikkerhed mm.

Artiklen om de ti vigtigste brugsmønstre er skrevet af direktøren fra Wavemark og jeg har oversat og skrevet videre på den oprindelige artikel.
 
Nedenfor er de mest relevante brugsmønstre kort beskrevet.

Sporing af mobile aktiver / aktivers tilgængelighed

Det mest kendte eksempel er sporing af infusionspumper, både af deres placering og deres tilgængelighedsstatus, fornødne service, vedligeholdelse osv. Fordelene er større tilgængelighed af dyre enheder, mindre distraktion hos de ansatte, der skal lede efter enhederne, lavere serviceudgifter, reduceret udstyrstab og højere patientsikkerhed gennem automatiserede vedligeholdelsesprocesser og godkendelse. Teknologien for dataindsamling er oftest RFID tags med sonar eller infrarøde sensorer, der giver højere præcision i lokationssporing.  Det anvendte sporingssoftware med en kortlignende brugerflade (ofte benævnt som et lokalt GPS-system for hospitalet) alarmerer ved varetagelse af særtilfælde (exception management) baseret på realtids data fra sensornetværket og de definerede operationsstandarder for rengørings- og vedligeholdelsesprocedurer (SOPs).

Patientflow / forbedret facilitetsanvendelse

Det mest kendte eksempel fra det intelligente hospital[2], er sporing af patientens færden gennem hospitalet til eller fra en behandling og forståelsen af, om de er hvor de skal være på et givent tidspunkt. Fordelene ved denne synlighed ligger i patientsikkerhed, facilitetsanvendelse, effektivitet hos de ansatte og patienttrivsel. Teknologien for dataindsamling er oftest aktive RFID-tags med sonar eller infrarøde sensorer, der giver højere præcision i lokationssporing. Workflowsoftware er også afgørende for at observere undtagelser fra det forventede workflow, administrere anvendelse af faciliteter og ansatte såvel som at levere kvalitetsmålinger for hver patientoplevelse.

Ansattes tilgængelighed / Ansatte under overfald

Det mest almindelige eksempel er sporing af den nærmeste og relevante ansatte til en nødsituation. Den anden almindeligt kendte sag er muligheden for hospitalsansatte at kalde på øjeblikkelig assistance, hvis de er under nogen form for overfald. Fordelene ved denne synlighed er hurtig sagsbehandling, der øger patientsikkerhed og trivsel, bedre og mere målrettet kommunikation, højere effektivitet og større tryghedsfølelse hos de ansatte såvel som overordnet effektivitetsforbedring af hospitalet. Dette skal dog balanceres op imod de ansattes privathedsrettigheder. Dette emne skal adresseres proaktivt for at reducere bekymringerne ved enhver udrulning.  Teknologien for dataindsamling er oftest aktive RFID-tags med sonar eller infrarøde sensorer, der giver højere præcision i lokationssporing. Responsen på et nødstilfælde og kommukationsevner samt workflow software er nødvendige for at opfylde de forventede fordele.

Logistikkædestyring / tilgængelighed af kritiske enheder

Det mest almindelige eksempel på dette, er udløb/tilbagekaldelse af kritiske enheder. Systemet monitorerer lagerplacering og brug i realtid og gør det muligt at opdage udløbet eller tilbagekaldt udstyr lang tid før de skal bruges og også ved at skabe en audio/visuel alarm hvis nogen prøver at benytte dette udstyr ved en behandling. Det givne software giver også muligheden for nem bestilling ved at kontrollere tilgængeligt lagerinventar sat op imod faste par levels. Over tid justeres disse par levels baseret på softwarelogik der afstemmer optimale lagerplaceringer baseret på faktisk brug.  Teknologien for dataindsamling er oftest passiv RFID-teknologi i kombination med smartkabinetter og sporingsstationer for brug. ROI'en (return on investment) på disse systemer er signifikant og kan som regel måles efter måneder.

Sterilbehandling

Det mest almindelige eksempel på dette er sporing af OP instrumenter og at sørge for at de er tilgængelige og sterile. Sporing af endoskoper er et andet eksempel hvor løsningen kan bekræfte både placering af samt status på endoskopet. Fordelene ved denne synlighed er de samme som ved det første eksempel, men de har yderligere fordele i patientsikkerhed der er kædet sammen med en detaljeret forståelse for det workflow der eksisterer i de specialiserede områder af hospitalet, hvor disse OP instrumenter benyttes. Teknologien for dataindsamling er som regel kemisk mærkede stregkoder.

Forbedret hygiejne / infektionskontrol

Det mest almindelige eksempel på dette er overvågning af håndvaskning. Det er en fremtrædende årsag til infektion og beskidte hænder kan mærkbart reduceres ved at implementere en løsning for hygiejneoverholdelse. Den største fordel er patientsikkerhed såvel som sikkerhed hos de ansatte.  Teknologien for dataindsamling er oftest aktive RFID-tags med sonar eller infrarøde sensorer, der giver højere præcision i lokationssporing.

Temperaturmonitorering

Det almindelige eksempel på brug af dette er monitorering af kølningsudstyr der holder kritisk udstyr indenfor den sikkerhedstemperatur standarden foreskriver. Denne løsning hjælper hospitalet med at imødegå de regulativer der er omkring vedligeholdelse af kritisk udstyr ved den rette temperatur. Teknologien for dataindsamling er oftest aktive RFID-tags med temperatursensorer.

Kobling af Mor og barn/flugt

Den almindelige brug er at sikre, at mor og datter matches og at der ikke eksisterer nogen tvivl om, hvis baby det er. En anden brug er fokuseret på sikkerhed og sikring at ingen anden end moderen forlader afdelingen med barnet. Fordelene er fred i sindet for alle involverede - både patienter og ansatte såvel som effektivitet og patientsikkerhed. Teknologien for dataindsamling er oftest aktive RFID-tags med sonar eller infrarøde sensorer, der giver højere præcision i lokationssporing.

Business intelligence

Det mest almindelige eksempel er ved at kigge på patient flowdata over tid for at se hvordan man gør hospitalet mere effektivt. Andre eksempler kan være at benytte sig af det indsamlede data til at finde infektionsmønstre eller andre patientsikkerhedsspørgsmål, der kan spores ved at monitorere patienter, ansatte, udstyr og forsyning.

Support af kvalitetssystemer

Den indsamlede data fra alle sensorer i det intelligente hospital leverer et vigtigt feedbackloop til alle og enhver af de kvalitetssystemer hospitalet benytter sig af.  Uanset om institutionen bruger Sigma, LEAN eller en helt anden tilgang til kvalitetsstyring, så kan den indsamlede data gøre en forskel.


[1] http://www.rfidba.org/rhcc/rfid-healthcare
[2] http://intelligenthospital.org/

tirsdag den 1. oktober 2013

Klinisk IT - hvad driver dig?



IDC's HealthcareSummit 2013 blev gennemført i London d. 10-11. september. Det var en storslået oplevelse, hvor specielt IDCs fokus på forskning og evaluering var i højsædet. Jeg holdt en key note speech omkring sygehusbyggeri i Danmark og mere konkret om byggeriet i Odense og det Digitale hospital. Det gav mig en mulighed for, at tale om den metode vi på Nyt OUH, har benyttet frem sommerferien, og hvorledes vores digitale strategirapporter blev udfærdiget og afleveret til normalsystemet. Jeg talte også en del om den kliniske rejse, og hvorledes målsætninger via sygehusbyggeriet vil aktualisere ændringer i sundhedssektoren.

Ud over, at der var en del spændende oplæg og emner på programmet, så fik jeg en særdeles stor overraskelse til gallamiddagen. Via en video linje talte Eric Dishman fra Intel  om, at sundhedsydelser skal være en holdsport i stedet for siloer og individuelle ydelser designet til passive patienter. Jeg har aldrig hørt en så personlig og gribende historie, der handlede om Erics sygdomsforløb og hvordan "personel healthcare", hjalp ham og reddede hans liv.

Der er ingen tvivl om hvad der driver Eric i det daglige arbejde hos Intel. Han formår at sige og oversætte alt hvad jeg mener, føler og arbejder for i mit arbejde på en simpel og ufattelig nærværende facon.

Jeg har fundet Eric i en anden sammenhæng (Ted Talks), hvor han giver det samme foredrag. Hvis du arbejder indenfor sundhedsvæsnet og måske endda med digitale løsninger og IT, så afsæt 15 min af dit liv og bliv inspireret. Se klippet her.

IT i sundhedsvæsnet handler om liv og død, IT i sundhedsvæsnet har potentialet til og skaber bedre sundhed for alle, IT i sundhedsvæsnet muliggør et skifte fra "volume based healthcare" mod "value based healthcare", IT i sundhedsvæsnet handler og at skabe et bedre liv for alle mennesker, IT i sundhedsvæsnet giver bedre behandlingsmetoder, IT i sundhedsvæsnet giver bedre, mere effektive og sammenhængende forløb - IT i sundhedsvæsnet er sjovt. 

Hvad driver dig hver dag?

søndag den 22. september 2013

Patienten i centrum? Eller hvad?

"To fulfill President Lincoln's promise “To care for him who shall have borne the battle, and for his widow, and his orphan” by serving and honoring the men and women who are America’s veterans."

Sådan lyder de rammende, rørende og historiske ord, der former alt hvad der sker på et af USAs største hospitaler – Veterans Affair (VA).

I sidste uge besøgte jeg Detroit, som ud over var en ødelagt og forladt by, også rummer et hospital som lever, ånder og udøver deres vision og fælles værdier hver dag. Det er veteranernes hospital, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at alt hvad de gør, om det så var design af en ny skadestue, indførsel af IT, nye organisations- eller behandlings metoder -  ja så var det for deres patienters skyld. I patientens ære og for patientens skyld udspringer alting på hospitalet. På alle vægge er der flotte fotografier af soldater. Disse tjener som symboler på de æresbegreber som findes i militæret og som hospitalet respekterer. De ærer, så at sige deres patienter, ved at give dem en flot og ikonisk status på hver væg. Meget konkret og meget effektivt for, at minde medarbejderne om de fælles værdier, der binder alle sammen.

Efter en hel dag med foredrag og rundvisning blev jeg endelig overbevist. Her er et hospital, der helt ind i sjælen har et entydigt fokus på patienterne.

Når man kigger på det danske sundhedsvæsen, så indeholder alle hospitalers visioner, strategier og planer med patienten i centrum. Men i hvor høj grad er det kun er ord? efterleves det er nok mere tvivlsomt.

For hvis skyld tages beslutninger, indføres IT eller organiseres der efter?

Vicedirektøren på VA nævnte, at de arbejder meget med at ”alligne” eller afstemme behov mellem  følgende:
  • Individet/medarbejder
  • Organisationen
  • Patienten.
 Hvad der er bedst for den enkelte medarbejder, er ikke altid det bedste for hverken organisation eller den enkelte patient.

I Danmark har jeg oplevet at der indføres et nyt OP bookingsystem, så man nemmere kan booke patienter, sende sms advisering, og dermed køre en mere strømlinet og effektiv operationsgang. På sigt kan patienterne måske booke sig selv hjemmefra, når det passer patienten og ikke hospitalet. Her er patientelementet til at få øje på.

Men når man så implementerer på en måde der muliggør, at lægerne fastholder en proces, hvor de registrerer i et regneark og ikke i det nye system. En sekretær i slutningen af ugen printer regnearket ud, klipper rækkerne ud, sorterer dem efter hvor de skal placeres i op programmet, indtaster i det nye system og opdaterer regnearket – ja så er spørgsmålet – hvilket behov imødekommer man egentlig her?

Inden man tager beslutning om et IT system, bør man derfor diskutere ”for hvis skyld man gør det”? Og i hvor høj grad et individualistisk, organisations og patientmæssigt behov kan identificeres og enten afstemmes eller måske endda ensrettes.

Ellers vil patientens behov kun være smukke ord på en plakat og intet andet.

mandag den 26. august 2013

Hvert tredje it-projekt giver ikke gevinst..

Version2.dk skrev d. 23. august 2013 om gevinstrealisering af IT projekter. Det er en tankevækkende undersøgelse de refererer til, og det gør mit blogindlæg om netop samme emne desto mere relevant.



I forhold til et private marked, så er sundhedssektoren måske endnu mere ramt. Vi står overfor en større gruppe ældre, færre ressourcer, flere kroniske patienter osv. Alt sammen noget IT skal hjælpe med at løse. Hvis ikke vi effektiviserer, frigør ressourcer, arbejder smartere, så har Danmark ikke råd til fremtidens sundhedsvæsen.
Derudover kræver staten af de nye sygehusbyggerier, at man eksempelvis effektiviserer med 8 pct ét år efter udflytning samt reducerer sengekapaciteten med 20 pct. IT kan hjælpe de eksisterende hospitaler med at bevæge sig i retning af at kunne realisere disse mål – men det kræver man løbende ”høster” gevinsterne systematisk, og ikke gør som man tilsyneladende traditionelt gør, nemlig ingenting og gevinsterne dermed opsuges, af det normalsystem man forsøger at ændre.

Se det synes jeg er et interessant perspektiv på en yderst relevant problematik i vores branche.

onsdag den 21. august 2013

Boganmeldelse: Enterprise Architecture As Strategy: blogindlæg 2 om evidens



Jeg har tidligere skrevet om IT branchen som flosklernes paradis, og det er ikke helt forkert. Men når man befinder sig i et evidens baseret sundhedssystem, som jeg gør til hverdag, så giver halvsøgte modeller, metoder og til tider langhårede løsninger ikke genklang, hverken på direktionsgangen eller blandt klinikerne. Klinikerne kræver evidens, og hvis det ikke sker, så er det måske fordi den kliniske praksis ikke er ændret i takt med IT systemernes indførsel, og så er vi lige vidt. Men når jeg så køber bogen:

Enterprise Architecture As strategy,  Creating a Foundation for Business Execution (2006), 

hvor anbefalinger og konklusioner er baseret på 15 års studier (startede i 1995), og over 200 virksomheder deltog, så er der måske noget konklusivt og robust i denne bogs anbefalinger. Dette gør den, om ikke andet, så utrolig interessant i IT sammenhænge, da denne form for grundighed ikke ses så tit.

Bogen har jeg læst i sommerferien, og den handler om Enterprise architecture. Ikke som en teknisk disciplin, men som en ledelsesmæssig metode til strategi udvikling. Bogen er skrevet i 2006 af Jeanne W. Ross (principal Research Scientist. MIT), Peter Weil (director of CISR and MIT Sloan Senior Research Scientist) og David C. Robertson (Professor at IMD International).

Bogen omhandler hvorledes en virksomhed (hospital) skaber deres Foundation for Business Execution. Altså en virksomheds evne til, at eksekvere/gennemføre sine nøgleprocesser, på et kvalitetsmæssig højt og pålideligt niveau. For at dette kan ske, opstiller Ross, Weil og Robertson tre hovedområder en virksomhed skal igennem. Man skal definere og arbejde med følgende:


  • Operating model (OM)
  • Enterprise Architecture (EA)
  • IT engagement model

Operating model defineres som: ” ..the necessary level of business process integration and standardization for delivering goods and services to customers” (s. 8). Med andre ord afspejler OM den vision og strategi som en virksomheds topledelse har besluttet. Påstanden er i bogen, at denne OM vil påvirke og dermed danne rammer og retning for en prioritering af IT indsatsen efterfølgende.

Enterprise Architecture (EA) defineres som: “The organizing logic for business processes and IT infrastructure reflecting the integration and standardization requirements of the company’s operating model (s. 47). EA skal beskrive sammenhængen mellem nøgleprocesserne, i en virksomhed, med systemer og data. De to områder: IT og forretning, er tæt forbundne, og forfatterne understreger i  bogen vigtigheden i, at IT løsninger understøtter forretningsstrategien. For at lette forståelsen af EA, arbejder man med et såkaldt core diagram, der repræsenterer et oversigtsbillede af arkitekturen, hvor nøgleprocessor, systemer og data som understøtter den valgte Operation Model, er vist.

IT engament model defineres som: ” the system of governance mechanisms assuring that business and It projects achieve both local and company-wide objectives” (s. 118-119). Altså et system af styringsmekanismer, så man sikrer at projekter realiserer lokale og overordnede virksomhedsmålsætninger. Tænker nogle her Benefit Mangement – så er man ikke helt forkert på den.

Ud over enkelte passager i bogen som oser af ”vi ved bedst”, og ”gør du som vi anbefaler, så går det dig godt i livet”, så er bogen veldokumenteret og i et sprog der er flydende og forståeligt. Bogen begraver sig ikke dybt i tekniske områder, men fokuserer på den ledelsesmæssige og strategiske planlægning af IT og EA, samt hvorledes det kan ses i sammenhæng til en forretningsstrategi. Bogen henvender sig til IT-chefer der er interesseret i en metode, figurer og rammer til at planlægge deres IT indsats og arkitektur, men den vil også henvende sig til studerende, da bogens teoretiske fundament er solidt og velbeskrevet.Selvfølgelig også til IT personer, der interesserer sig for EA.

Jeg vil gerne anbefale bogen, og med sine 234 sider, så er den hurtigt læst for de fleste. Jeg synes den giver et frisk pust, introducer nye veje og er nok tæt på noget, vi i IT branchen, vil kunne kalde evidens baseret. Om ikke så alene for den grund, læs den hvis du arbejder med IT i sundhedsvæsnet. Det skylder vi patienter, pårørende og ikke mindst klinikerne. De ydelser og systemer IT leverer, bør være mindst ligeså evidens baserede som dem klinikken leverer. 

Ellers ændrer IT ingenting, og bliver i bedste fald ligegyldigt og i værste ødelæggende for den forretning og kliniske kerneydelse, vi alle prøver at understøtte bedre.

Enterprise Architecture as Strategy: Creating a Foundation for Business Execution Jeanne W. Ross, Peter Weill, and David Robertson, 2006, Harvard Business School Pres

fredag den 9. august 2013

(Manglende) Evidens af klinisk IT: blogindlæg 1 om evidens



Efterårets første tema vil omhandle evidens i sundhedssektoren og specifikt indenfor klinisk IT. Som jeg tidligere har skrevet, så ikke nok med, at IT projekter som oftest ikke har fokus på, at høste de gevinster som er beskrevet i en eventuelt business case, så er evidensen for de implementerede løsningers effekt nærmest ikke eksisterende. Klinisk IT er en del af sundhedsvæsnet og en hurtig søgning på sundhedsstyrelsen giver da også 336 hits omhandlende evidens. På OUHs egen hjemmeside kan man læse om en tværgående retningslinje angående evidens, hvor man skriver:

Formålet med retningslinjen er, at sikre ensartet høj faglig kvalitet i behandlingen af patienter på baggrund af den til enhver tid gældende evidens. 

Men hvad er denne evidens.? Det er en form for sandhedsbegreb, hvor patientbehandling undersøgelser, pleje og lignende kliniske praksisser, baseres på en objektiv akademisk viden om, hvad der er korrekt og hvad der er mindre korrekt at gøre i en given situation.

Evidensbaseret medicin (EBM) er en bestemt form for klinisk beslutningsproces – altså en måde at praktisere på som læge, klinisk biomekaniker, sygeplejerske etc. når man undersøger og/eller behandler patienter, når man giver en prognose for et sygdomsforløb samt i sygdomsforebyggende arbejde (Pedersen et al. Hvad er evidens baseret medicin? Ugeskr Læger 2001;163(27):3769


Evidensbaseret medicin kan defineres som en systematisk og afvejet brug af den bedste foreliggende evidens i udredning og behandling af den enkelte patient. EBM sammenfatter evidens fra den kliniske forskning med klinikerens erfaring og patientens forudsætninger. (Inger Bak Andersen et.al, evidensbaseret medicin, 3 udgave 2010)

Her har vi altså med en praksis at gøre, hvor en behandler bevidst træffer beslutning på baggrund af den bedste evidens om virkningen. Men hvad sker der så, når den leverede sundhedsydelse medieres gennem teknologi? Vi flytter behandling af dialysepatienter til eget hjem, indfører systemer til klinisk logistik, overvåger patienter med hjerteproblemer 24/7, via en slags elektroder eller bare indfører elektroniske patientjournaler, der gør nye arbejdsmetoder og processer mulige? Teknologien udfordrer, støtter og muliggør nye måder at levere sundhedsydelser på – men er der evidens herfor? Ved vi hvad der sker med behandlingen?, den kliniske proces? og er denne stadig en del af den evidensbaserede medicin som Pedersen et al. beskriver det herover? Det synes jeg er uklart, og jeg undres over, at ikke flere klinikere kræver evidens for de løsninger som introduceres nationalt, regionalt og lokalt. 


Så mit første blogindlæg om evidens har et formål. Nemlig at jeg undres.

Hvordan kan vi acceptere, i et evidensbaseret sundhedsvæsen, at der implementeres digitale løsninger til milliarder, der (potentielt) kan ændre den måde man udøver klinisk praksis på UDEN at der er evidens herfor.? Måske fordi teknologierne ikke afgørende ændrer sundhedsydelsen – strøm til papir populært sagt. 

Sundhedsydelsen forbliver dermed den samme, men så er det til gengæld sikkert, at de effekter og værdi beskrevet i businesscasen nok heller aldrig materialiserer sig. Alt forbliver det samme, men nu med dyr IT som koster tid, penge og ressourcer at bruge og vedligeholde. 

Kun ved at ændre arbejdsgange, organisering, kliniske processer og sundhedsbehandling via IT vil gevinsterne kunne høstes – og hvis dette sker, så er det ikke for meget forlangt, at det følges op med undersøgelser af evidensen herfor.